I går åbnede dørene til Danmarks første Designer Forum for børn med 120 stande designertøj til de mindste.
En kø fyldt med ivrige småbørnsforældre bugter sig flere hundrede meter på hver side af indgangen til Forum i København, der vogtes af uniformsklædte vagter med walkietalkies.
Tik. Sekundviseren rammer det magiske punkt, og klokken slår 10. Dørene åbnes til det allerførste Kidz Designer Forum - børnefamiliernes mulighed for at gennemsøge 120 stande med designertøj til de små med priser, der er op mod 80 procent billigere end i butikkerne.
»Vi har valgt at adskille børnetøjet fra det almindelige Designer Forum for voksne, fordi efterspørgslen simpelthen blev for stor efter stande. Designere og butikker sælger ud af deres legetøj, sko og børnetøj, og så krydrer vi weekenden med modeshows, sang og dans på scenen. Så hvis man orker det, og ikke bare er på hardcore shopping, så skal man helt klart tage sine børn med herind,« siger projektleder Anastasija Lohse, der håber på at se mindst 10.000 gå gennem dørene i løbet af weekenden.
»Sindsygt billigt«
Forældrene spreder sig som myrer i alle retninger i den 8.000 kvadratmeter store hal. På børnetøjsstanden Holly’s kaster to kvinder sig over den samme T-shirt, og de sirlige bunker med haute-couture til de kære små bliver hurtigt et stort virvar af tern, farver og dræberblikke.
Lone Rasmussen, der har to børn derhjemme, står midt i det hele.
»Det koster 150 kroner for sådan en T-shirt her i butikkerne, og her får jeg fem for 200 kroner. Det er jo sindssygt billigt. Derfor var jeg også meget målrettet og skyndte mig hen til standene med mine yndlingsmærker,« siger hun.
Et par meter derfra gennemsøger Christina Larsen et tøjstativ. Hendes 8 måneder gamle datter, Malika, hænger i en sele på hendes venindes mave, så mor har hænderne fri til at gøre et kup.
»De ser så søde ud, når de har smart tøj på. Men designertøj til børn er så dyrt, det er meget sjældent, jeg gider give fuld pris. Og så køber jeg forud, for de vokser jo så hurtigt,« forklarer hun.
Og det er ikke kun mødrene, der går shop-amok.
»Det er sjovt at finde tøj til min datter, det er slet ikke kun mor, der står for det. Vi køber meget designertøj til hende. Det lyder måske overfladisk, men det er nok fordi, man spejler sig selv i sine børn,« siger Anders Rysø, der leder efter gode fund til datteren Karoline på to.
I højttalerne klinger Carly Simons »You’re so vain...«, og der strømmer flere og flere designerforældre ind ad Forums døre for at finde det helt rigtige streetwear, de sejeste vinterstøvler eller den mest pompøse festkjole til den lille guldklump.
Kidz Designer Forum har også åbent i dag mellem 10-17, og man kan købe billet ved indgangen til en halvtredser.
http://www.berlingske.dk/article/20081108/danmark/711080032/


