onsdag den 3. marts 2010

Pisserenden får ny frankofil deli

Et svunget smedejernskilt med navnet Local melder, at der er en ny indflytter i Larsbjørnsstræde 7 - lige ved siden af burgercaféen Halifax og i sandwich-butikken Feinsmækkers gamle lokaler.


Efter et par trin op fra gadeniveau står man i det lille lokale med medtaget plankegulv, små mosaikbeklædte borde, sortmalede stole og hvide vægge. Bag metaldisken står en blond ung mand i skjorte klar til at tage imod bestillinger.

Valg på valg
Man kan selv vælge fyld til sin sandwich ved at pege ned i montren, hvor der ligger store stykker salami, chorizo, kogt og lufttørret skinke, fennikelpølse, emmenthaler og mortadella.

Men valgmulighederne er flere endnu.

For skal det være mørkt surdejsbrød af rug eller lyst brød med en sej krumme?

Og skal der dijonnaise, estragonmayonnaise, oliventapenade eller tartarsauce i?

Så er det næsten nemmere at vælge en vegetarversion med grillede grøntsager og gedeost og ikke så mange valg.

Lakridser på hylden
Mens man venter, kan man tage plads og læse avisen eller kigge lidt på godterne på hylden bag disken.

Her står dåser med god bornholmsk lakrids (og den med chili er slet ikke værst...), marmelader, olivenolie, chokolade og andre godter, der giver lidt hygge til hjørnet med hvide fliser på væggene. Man kan også kaste et blik ind i køkkenet i baglokalet, hvor den store pålægsmaskine snurrer lystigt.

Kokke og en franskmand
Deliens fire indehavere er alle glade for fransk mad og har blandt andet erfaringer som kokke hos gourmetrestauranter som Le Sommelier, Restaurant Jacobsen, Umami og Søllerød Kro.

Kun Laurent Verrecchia, hvis danske kæreste har fastholdt ham i Danmark, har ikke kokkeerfaring - til gengæld er han fra Paris og bidrager derfor med ægte fransk stemning.

Hver morgen slår Local døren op kl. 7.30 til morgenmad med friskbagte croissanter og espresso i minikopper. Frokost er sandwich- og suppetid, mens man til aftensmad kan bestille en ret fra det traditionelle franske landkøkken som coq au vin eller boeuf bourguignon - enten til at spise i Local eller som take away.