Musik: Jenny Wilson: Hardships.

For anden gang i lige så mange forsøg leverer svenske Jenny Wilson en plade i verdensklasse, hvor pop og kunst går op i en højere enhed.

Svenske Jenny Wilsons debut »Love and Youth« står her knap fire år efter sin udgivelse i broderlandet stadig som en af det indeværende årtis stærkeste skiver. Vi taler om popmusik så stærk, kantet, konfronterende, egensindig, interessant og iørefaldende, at man i måneder og hele år glemte alt om hendes ellers underskønne kunstneriske kolleger Stina Nordenstamm, PJ Harvey og Feist. For blot at nævne nogle få i den überliga af superkvinder, som anlægget aldrig bliver træt af.

For et par år siden optrådte Wilson højgravid på Roskilde Festivalen, hvor hendes coole fremtoning og lånte elementer fra såvel blues- og soulmusikken som fra electro og reggae var et af festivalens magiske øjeblikke.

Wilson er nu mor til to, og netop rollen som mor, og alt hvad det indebærer af nuancer fra gigantiske følelser og fødsel i øst til nærhed og barndommens uskyldige magi i vest, sætter hun under tekstlig lup på album nummer to, som i dén grad lever op til den velvalgte titel »Hardships!«. Nok begynder skiven med de logiske linjer: »I wanted to be born/So I crawled out in the middle of the night/Out of my mother« og slutter lykkeligt med »You can tell right from wrong/Know your mothers and fathers of generations/You know where you belong«, men som derimellem langtfra er lige så let og ligetil. Naturligvis ikke, fordi den nære kærlighed er en ultra kompliceret størrelse – ikke bare i Wilsons men i alle vor andres sind. Hvordan får man det til at fungere dag ud, dag ind, sommer, vinter, fastelavn? Hvordan fungerer man undervejs indeni? Krig, krig, krig.

Musikalsk forestiller man sig Jenny Wilson siddende ved sangenes altdominerende klaver, hvorfra hun orkestrer sine tanker til fyldige, trippende popsange. Spækket med den intensitet og sitrende nerve, som ikke blot er forudsætningen for al god kunst, men som også præger enhver forældre i tide og utide. Konstant. 24-7. Der er som på forgængeren tale om iørefaldende stemningsmættede popsange, farvet af alt fra rockbas til klassisk viola, jazzklarinet til genreubestemmelig xylofon og besjælede beats. Hele tiden båret af en melankolsk grundtone, der ingenlunde er selvfølgelig, men som skal både turdes og villes. Den er langtfra for og til alle, hvorfor Jenny Wilsons musikalske mod og klang gør hende så meget desto mere ære. Projektet lykkes simpelthen så smukt. Hun viser sig på ny som en af tidens mest spændende kunstnere. Jenny Wilson hmmmmn...