mandag den 1. juni 2009

Jeg har fået en ligusterhæk – og hvad så?

Pernille Rosenkrantz-Theil er 32 år, gift og har lige været på barsel med sit andet barn. Hvem sagde »småborgerlig«? Det gjorde vi, og det skulle vi aldrig have gjort! Det er det værste, man kan kalde Socialdemokratiets ny folketingskandidat.

Pernille Rosenkrantz-Theil
Født i Skælskør i 1977. Vokset op i Korsør med forældre og to søskende.
Deltog i 1994 i en aktion, hvor hun som medlem af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning kastede høns i folketingssalen som en protest mod nedskæringer på uddannelsesområdet.
Student fra Vester Borgerdyd Gymnasium i København i 1995.
Opstillet til Folketinget for Enhedslisten som kandidat i Østre Storkreds og i Fyns Amtskreds fra 1996.
Valgt til Folketinget i 2001. Ordfører for bl.a. finans, skat, uddannelse og ligestilling.
Sygemeldt med stress fra Folketinget i 2005.
Orlov fra Folketinget på grund af stress i 2006. Underviste på Krogerup Højskole.
Meldte sig ud af Enhedslisten i april 2008 og ind i Socialdemokratiet i december 2008.
Folketingskandidat til næste valg for Socialdemokraterne på Fyn i Odense Østkredsen.
Konsulent hos 3F fra juni.
Er gift og har to små børn.
Bor på Frederiksberg
.

Har Pernille Rosenkrantz-Theil nullermænd i krogene i sin lejlighed på Frederiksberg?
Hvilken kaffe serverer hun for sine gæster?
Har hun mon gule lapper med søde ord på sit køleskab?
Det finder vi sikkert aldrig ud af. Hendes hjem er »hermetisk lukket for journalister«.
Så vi sidder i køkkenet på Socialdemokraternes hovedkontor på Frederiksberg. Vi skulle egentlig have mødtes klokken 10, men for et par dage siden skubbede Pernille Rosenkrantz-Theil aftalen 10 timer.
Se flere billeder af Pernille Rosenkrantz-Theil i galleriet til højre ...
Hendes mand er netop begyndt på et nyt arbejde, og deres datter er ikke begyndt i vuggestue endnu. Pernille Rosenkrantz-Theil skal passe sit barn. Fair nok. Klokken 20 om aftenen er bedre end ingenting.
Du er forsigtig med pressen, skrev du i en mail. Hvorfor?
»Jeg skrev ikke, at jeg er forsigtig med pressen. Jeg skrev, at jeg er forsigtig med mit privatliv.«
Hvorfor er du det?
»I min husstand bor der tre personer, der ikke har valgt at være offentlige personer. Det er vigtigt at få lov til at vælge selv, synes jeg. Jeg har ikke talt med min mand om det, det er min beslutning, men jeg tror, han er enig med mig.«
De fleste ved, hvem Pernille Rosenkrantz-Theil er. Det er hende, der kastede med dværghøns i folketingssalen, kom i Folketinget som 24-årig og som i 2005 sikrede Enhedslisten det bedste valg nogensinde.
Hvis man kan tale om en formand i et parti med kollektiv ledelse, var det Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det var også hende, der for fem år siden sagde, at »det kunne lige så godt have været mig«, da to unge fyre kastede rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.
Med andre ord: Pernille Rosenkrantz-Theil er kendt som havkat i hyttefadet. Dog er der inden for de seneste par år sket noget med hende. Håret er blevet længere, kroppen rundere, og det er, som om en ro har listet sig ind på hende.
Hun har også sagt farvel til græsrødderne i Enhedslisten og goddag til Socialdemokraterne. Er Pernille Rosenkrantz-Theil faldet af på den, eller er der bare sket det, som sker med de fleste før eller siden – hun er blevet voksen.
Selv om Pernille Rosenkrantz-Theil er først i trediverne, er hun en garvet politiker og et kendt ansigt i Danmark. Alligevel er det næsten umuligt at støve noget op, der siger lidt om, hvad hun er for en. Og det er hun godt tilfreds med.